Glemt log på?   Registrer  

Vores hverdag

Vores hverdag i Mariehøj bærer naturligt præg af, at vi er en lille børnehave 

Hos os kender børn, forældre og voksne hinanden godt, og det skaber en tryg og hjemlig stemning i hverdagen. Om morgenen bliver børnene mødt af voksne, de kender, og der er tid til at tage ordentligt imod både børn og forældre. Vi prioriterer den nære kontakt og den daglige dialog højt, så der er plads til både små og store fortællinger fra hjemmet.

Morgenen starter roligt – enten inde eller ude afhængigt af vejret. Her hjælper vi børnene godt ind i dagen, ind i legen og ind i fællesskabet. For os er det vigtigt, at børnene oplever tryghed, nærvær og omsorg fra dagens begyndelse.

I løbet af morgenen gør turgruppen sig klar til dagens tur. Tasker pakkes, børnene spiser lidt formiddagsmad, og omkring kl. 9.00 tager turgruppen afsted mod skov, natur, strand, Dyrehaven eller andre spændende oplevelser.

Turene er en vigtig del af vores pædagogiske arbejde. Her får børnene mulighed for at udforske naturen, styrke deres motorik, udvikle relationer og opleve fællesskab på nye måder. Vi arbejder med respekt for natur og miljø og giver børnene konkrete erfaringer gennem leg, bevægelse, nysgerrighed og fordybelse.

For børnene hjemme i børnehaven starter dagen også med lidt formiddagsmad, inden dagens aktiviteter går i gang. Vi planlægger aktiviteter og oplevelser med udgangspunkt i børnegruppen, børnenes interesser og behov. Det kan være kreative aktiviteter, samling, motorik, leg, dialogisk læsning eller aktiviteter på legepladsen, som er et vigtigt lærings- og fællesskabsrum i hverdagen.

Omkring middag spiser vi frokost – enten inde eller ude alt efter vejret og dagens aktiviteter. Måltidet er en vigtig del af fællesskabet, hvor vi hygger os, taler sammen og øver sociale færdigheder og gode vaner omkring bordet.

Efter frokost har nogle børn behov for et hvil eller en stille stund. Andre børn leger roligt, får læst højt eller deltager i mindre aktiviteter. Vi lægger vægt på, at der også er plads til ro, nærhed og pauser i løbet af dagen.

Først på eftermiddagen vender turgruppen hjem igen, og herefter samles børnene til eftermiddagsmad. Dagen begynder stille og roligt at gå på hæld, og børnene bliver hentet løbende.

Vi prioriterer, at der ved afhentning er tid til den daglige overlevering mellem voksne og forældre, så I får et indblik i barnets dag, oplevelser og trivsel. Samtidig hjælper børn og voksne hinanden med at rydde op og gøre klar til en ny dag i Mariehøj