Traditioner

TRADITIONER

Legetøjsdag


Hver fredag i perioden oktober til marts (dog ikke i julemåneden) har vi legetøjsdag, hvor børnene kan have deres yndlingslegetøj med i børnehaven. Legetøjet kommer i fokus også blandt de voksne, idet vi taler om det, når barnet afleveres og i løbet af dagen når det beundres af legekammeraterne.

Legetøjsdagen er etableret, fordi vi finder det væsentligt, at børnene får lov at bringe lidt af deres eget liv ind i børnehaven samtidig med, at vi begrænser "privat" legetøj i huset de øvrige dage.

Mariehøj kan naturligvis ikke garantere,at medbragt legetøj kommer uskadt retur, og vi voksne forbeholder os ret til at fjerne legetøjet fra stuerne, hvis det skaber unødige konflikter mellem børnene eller på anden måde er til gene.

Morgenkaffe og kaffemik


En dag hver anden måned laver vi morgenmad for hele familien fra klokken 7.00-9.30.

Kaffemik afholdes også en gang hver anden måned fra klokken 14.30-16.15. Her serverer vi kaffe og te samt børnenes hjemmebag for hele familien, og der er rig mulighed for få en hyggelig snak med de andre forældre og personalet.

Målet med disse arrangementer er, at bidrage til at skabe sammenhæng mellem  børnenes børnehaveliv og familien, samt at lave et uformelt forum for samarbejdet mellem forældre og børnehave.

Fødselsdag i Mariehøj


Fødselsdagsbarnet vil blive mødt med flag i børnehaven om morgenen og om formiddagen hejser vi Dannebrog og råber hurra. Herefter giver alle børnene hånd til fødselsdagsbarnet og siger ”Til lykke”.

Til samling synger vi de fødselsdagssange, som fødselsdagsbarnet vælger.

Frokosten spiser vi ved et langt pyntet bord med fødselsdagsbarnet for bordenden, og foran fødselsdagsbarnet står vores fødselsdagsflag og lys.

Når vi har spist vores frokost, spiser vi den dessert, Jeres barn deler ud. Det kan være is, flødebolle, kage, boller, frugt, en lille ”frokost” el. lign..

Fødselsdage er en af de særlige lejligheder, hvor vi mener, at slik og søde sager hører sig til, men dog i begrænsede mængder, - og der deles ikke slikposer ud, ej heller slikkepinde.


Afholdelse af fødselsdag

  • Fødselsdagen bliver holdt i børnehaven, så alle har mulighed for at deltage og være en social del.
  • I kan invitere turgruppen Jeres barn er i og personale til fødselsdag hjemme.
  • Fødselsdagen kan fejres hjemme i weekenden, invitationer må ikke deles ud i børnehaven, men skal sendes hjem til børnene.

Jul


Julen fejres efter alle kunstens regler og velkendte traditioner. Første hverdag i december møder børnene til et julepyntet hus. Samme eftermiddag fra 15.00-17.00 hygger vi med juleklip, kaffe, the og æbleskiver med børn og forældre.

I hele december har vi samling og julehygge klokken 9.00-10.00. Her hører vi bl.a. nyt fra vores to vandrenisser Per og Lotte, som vi passer for julemanden. Nisserne kommer med børnene hjem på skift. Forældrene plejer at skrive om nissernes oplevelser og drillerier i den bog, nisserne har med sig.


Bedsteforældredag


Midt i december inviterer vi alle bedsteforældre en formiddag, hvor vi laver juledekorationer. Her byder vi på kaffe/te og børnenes hjemmebagte julesmåkager og synger de julesange, vi har øvet os på.

Ugen inden vi går på juleferie, afholder vi traditionen tro vores børnejulefrokost. Her starter vi med en skål risengrød med kanelsukker og en smørklat. Naturligvis sætter vi også en skål grød op til nisserne på loftet. Herefter spiser vi ”traditionel” julefrokost, som børnene har haft med og vi hygger os ved et langt bord.

Afskedsfest for de ældste


I april holder vi ”smid-ud-fest” for de børn, der efter sommerferien skal starte i børnehaveklasse. Arrangementet foregår fra 15.30-17.00. og festen er kun for det barn, der går ud af børnehaven samt forældre. Søskende inviterer vi ikke med, da vi mener, det er det pågældende barn, der skal være i centrum. Til dagen har personalet forberedt små udfordringer, der viser at børnene er "skoleklare". Herefter får børnene overrakt et diplom for bestået børnehavetid, samt et par ord med på vejen.

Vi hygger os sammen omkring et let traktement.

Teater og biograf

 

Tre gange årligt tager vi med turistbus til Ishøj Teater. Forestillingerne er for børn over tre år og det er altid en stor succes at være i teatret. Stykkerne indeholder figurer og elementer fra eventyr og bidrager bl.a. til børnenes sans for rigtigt og forkert. Børnene får en lille bog med hjem, hvor billeder og tekst gør det nemmere for forældre at snakke med barnet om oplevelsen. Til børnehaven får vi en billedserie plakat og en cd med historie og musik. Børnene nyder efterfølgende at lytte til cd’en, at kigge på plakaten og bruge det som inspiration til en god leg.

I vinterhalvåret går vi i Repriseteatret en gang om måneden og ser forskellige små børnefilm. Børnene skiftes til at komme med til disse forestillinger.

Fastelavn

 

Vi fejrer fastelavn på behørig vis. Børnene møder udklædte efter lyst og vi slår katten af tønden og bider til bolle. Det er en fast tradition, at børnehaven giver pizza og saftevand, som nydes ved et fællesbord.


Børnehavens fødselsdag


Den 1. juni fejrer vi børnehavens fødselsdag. Vi begynder med morgenmad for forældre og børn. Herefter har personalet arrangeret forskellige aktiviteter og lege for børnene. Børnehaven giver frokost denne dag, som oftest uddeles ved små boder og som børnene ”betaler” for med billetter.

Sommerfest

 

Den sidste fredag i august inviterer personalet til sommerfest fra 17.00-19.30. Vi begynder med at spise fælles buffet. herefter er der arrangeret forskellige boder, som personalet står for. Samtidig bliver der drukket te og kaffe og smagt på børnehavens hjemmebagte kager. Det er altid et utrolig hyggeligt arrangement, hvor de børn der lige er gået ud også kommer med deres forældre og søskende.